Vælg en side

Jeg var lammet og samtidig kørte min hjerne alt alt for hurtigt.

Jeg havde kæmpet med alt, hvad jeg havde. Nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med det, livet.

Jeg havde overlevet en kræftsygdom, men mistet fodfæstet og mig selv.

Hvor skal livet gå hen?

For mange kræftramte (og andre, der rammes af alvorlig sygdom eller krise) kommer tankerne (først) myldrende, når vi er færdige med vores behandling og bliver erklæret raske.

Sådan var det også for mig, da jeg fik brystkræft som 40-årig.

I 6 måneder hang jeg i med neglene og brugte hver og én af mine svindende kræfter på at blive behandlet og gå til et utal af undersøgelser og samtaler.

Efter et halvt år var det slut; jeg færdigbehandlet og kræftfri.

Min kalender var gabende tom. Der var ikke flere aftaler i den.

Stilhed og hul i livet

I den første tid efter jeg var færdig med behandling, var der fuldstændig stille i mit overbelastede sind. Helt helt stille.
Der skete ingenting. Jeg var fuldstændig blank. Jeg kunne ikke tænke.

Så eksploderede mit hovede, og tankerne stormede frem.

Hvad skulle jeg nu? Hvor langt blev mit liv? Hvem var jeg?

Jeg kunne anede det ikke.

Kun fremIngen vej tilbage – kun frem

Det eneste jeg vidste var, at jeg på ingen måde kunne vende tilbage til det liv, jeg levede før jeg blev syg.

Alt det, der havde virket og hængt sammen før, gav pludselig ikke mening længere.

TOMRUM og INGENMANDSLAND var ikke længere ord i en digtsamling.

Det var det sted, jeg stod, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre eller hvor jeg skulle bevæge mig hen.

Eksistentielt var jeg helt rundt på gulvet.

Sokratisk hvad for noget?

En dag faldt jeg over en pjece, der handlede om sokratiske dialoggrupper.

Pjecen var kedelig, og sokratisk dialoggruppe lød ærlig talt ikke særlig interessant eller sexet.

Filosofi! Sokrates!

Nej tak, du. Det var ikke noget for mig.

Det var for højtragende, og jeg havde allermest brug for at blive på jorden og finde frem til livet igen.

Overmandet af de store spørgsmål

Men jeg havde mere brug for den sokratiske samtalegruppe end jeg kunne forestille mig.

Jeg havde brug for at tage hånd om de store tanker, der fløj rundt i mit hovede oven på kræften.
Jeg havde brug for at finde en ny mening med mit liv. For den gamle mening forsvandt sammen med min sygdom.

De ord, jeg ikke havde, dem havde filosof Jeanette Bresson Ladegaard Knox:

“Når vi rammes af sygdom, bliver vi ofte overmandet af livets store spørgsmål. Disse spørgsmål kan virke overvældende at håndtere selv, og her kan dialoggruppen være en mulighed for at forholde sig til sin livssituation på en undersøgende og filosoferende måde.”

Lindrer sår og rifter

Sokratiske dialoggrupper er slet ikke skabt til kræftramte. Men formen og filosofien måtte kunne sættes ind i de kræftramtes kontekst, tænkte filosof Jeanette Bresson Ladegaard Knox og førte idéen ud i livet.

Jeanette Bresson Ladegaard Knox

Filosof Jeanette Bresson Ladegaard Knox

”Det særlige ved, at kræftramte mødes i en sokratisk dialoggruppe er, at de oplever, hvordan filosofien kan hele og lindre nogle af de sår og rifter, kræftsygdommen har påført dem,” siger Jeanette Bresson Ladegaard Knox, der har lang samtaleerfaring med mennesker, der er berørt af store livsspørgsmål.

”Den klassiske filosofi er selvfølgelig udgangspunktet. Men i bund og grund handler samtalerne i en sokratisk dialoggruppe om at se den visdom, der ligger i det liv, vi lever og de erfaringer, vi gør os.”

”Når vi tænker sammen i den sokratiske dialoggruppe, så gør vi det ikke ud fra et bestemt verdensbillede eller nogle bestemte teorier. Dialoggruppen er et åbent reflektionsrum, hvor vi sammen tænker over de store ting i tilværelsen.”

”Dialoggruppen handler om at skærpe opmærksomheden mod det, der betyder noget i livet og skære det uvæsentlige væk,” har en tidligere deltager formuleret, hvad det vil sige at deltage i en sokratisk dialoggruppe.

Mødet med filosoffen

For mange mennesker er filosofi ensbetydende med store tanker, højtragende teori og komplicerede tekster på fransk og engelsk. Jeg var ét af de mennesker…

Men hvem siger, at filosofi ikke også er nede på jorden?
Hvem siger det kræver en lang uddannelse at tænke over livets udfordringer?
Hvem siger, at det ikke er for dig og mig?

”Når man filosoferer sammen om det livsnære, så består det ikke af højtflyvende teori og ubegribelige foredrag. Det betyder blot, at vi reflekterer sammen ud fra en grundlæggende undren over livet,” forklarer filosof Jeanette Bresson Ladegaard Knox, der var facilitator eller fødselshjælper i den dialoggruppe, jeg kom med i.

”Det, der sker i en sokratisk dialoggruppe er, at vi undersøger de felter og steder, hvor vores hverdag krydser det mere overordnede i vores liv. Man kan sige, at vi skaber et rum til i ro og mag at reflektere over de store ting i livet.”

At tænke sammen

Jeg kom med i en sokratisk dialoggruppe, der blev faciliteret af Jeanette Bresson Ladegaard Knox.

I min dialoggruppe havde alle deltagerne haft kræft. Vi mødte hinanden på Center for Kræft & Sundhed i København for at tale sammen om det, der var vigtigt i vores liv.

Vi var alle sammen kvinder. Meget forskellige kvinder.

Vi havde forskellige aldre. Nogle var gift, andre var alene. Et par af kvinderne havde børn, andre havde ikke. Vi kom med meget forskellige livserfaringer og havde forskellige uddannelser.

Vi mødtes seks gange et par timer ad gangen. Vi var nysgerrige sammen, vi undrede os sammen, og vi blev enige om at undersøge spørgsmålet: Hvad er det gode liv? Vi kiggede på emnet lidt oppefra og stillede spørgsmål frem for at søge konkrete svar.

Det var hamrende filosofisk, men samtidig helt helt nede på jorden.
Det var ikke et hak højtragende, faktisk var det ret lige til.
Det var til at forstå, fordi det tog udgangspunkt i vores liv og vores erfaringer.

Alle kan filosofere

Der var ingen i gruppen, der havde særlige forudsætninger for at filosofere. Vi var helt almindelige kvinder, der havde lyst til – og brug for – at undersøge noget, der var større end os selv.

Vi forsøgte at skabe mening efter det vanvid, vi havde været igennem med kræft.

Det kunne vi i den sokratiske dialoggruppe. For dér var der rum til at undersøge tingene på en helt anden måde end man gør, når man går til psykolog.

Vi blev på en måde oppe i hovederne, frem for at pille følelser nede i maven.

Det var ekstremt befriende, fordi vi tog fat på noget af det allervigtigste i livet – nemlig hvad er meningen med livet. Men samtidig var vi fri for at føle, føle, føle.

Filosofi og sokratiske dialoggrupper i hverdagen

Hvad er det særlige ved en sokratisk dialoggruppe?

Det er noget med måden at tænke på – om at filosofere i hverdagen og bruge de redskaber, filosofien tilbyder.

Hvis jeg ikke havde de redskaber, som jeg har fået gennem den sokratiske dialog, hvor man taler om det egentlige, så ville jeg være blevet eksistentielt rundtosset.

Jeg har fået redskaber, som jeg ikke har fået andre steder.

“Min kræftsygdom betød, at jeg på et meget direkte plan blev mindet om, at mit liv ikke er uendeligt, og min søgens fokus var, hvordan jeg kunne få det bedste ud af den tid, jeg nu måtte have tilbage. Og her hjælper filosofien dig til at tage bindet fra øjnene og være i livet på en ny måde,” beskriver jeg det i i Else Marie Nygaards artikel i Kristeligt Dagblad.

Christina Selden

Christina Selden, skuespiller og deltager i en sokratisk dialoggruppe

God til at tænke de store tinge igennem

“Projekt kræft skal jeg leve med resten af mit liv, uanset hvor kort eller langt det bliver. Jeg har ikke kræft mere, men jeg skal leve med aben og en forhøjet risiko for tilbagefald. Når man har fået sådan et dødsdomsagtigt stempel, så har man brug for at tænke de store ting igennem og undersøge, hvad livet og døden er for nogle størrelser,” lyder det fra Christina Selden, der deltog i den samme sokratiske dialoggruppe som jeg.

Hun beretter om sine tanker om at håndtere de store spørgsmål efter kræft sammen med ligesindede i en sokratisk dialoggruppe i min bog Mosaik – 21 tekststykker om at komme fra kræft til kræfter.

Du finder Christina Seldens beretning på side 99 i afsnittet: At tænke sammen med andre.

Hvad skal der til, Danmark?

Helbredelse er at andet end kirurgi, kemobehandling og stråleterapi, når du bliver ramt af kræft. Eller får en anden livstruende sygdom, der truer dit liv og alt det, du er.

Det er i lige så høj grad at få styr på sit liv og komme videre i det. Uanset hvor kort eller langt det bliver.

Men hvorfor tilbyder vi så ikke en sokratisk dialoggruppe til mange flere?

Hvad venter vi på?

Hvad skal der til før flere mennesker får tilbud om at deltage i en sokratisk dialoggruppe?

Hvornår bliver metoden inviteret indenfor i varmen i det etablerede system?

Sokratiske dialoggrupper virker!

Jeg ved det fra mig selv. Det gør de andre mennesker, der har prøvet det også.

Jeanette Bresson Ladegaard Knox dokumenterer det i sin forskning.